Ridefysioterapi Vasehus Ridecenter

 

Vi har ridefysioterapi i kommunalt regi på

Vasehus ridecenter i Tjele: http://www.vasehusridecenter.dk/ridefysioterapi

Det er:

Tirsdag kl 09-16

Onsdag kl 09-15

Torsdag kl 09-16

Fredag kl 09-15

Ridefysioterapi er en behandlingsform, der foregår på hesteryg. Ridefysioterapeuten finder en hest med et bevægelsesmønster, psyke og form, der passer netop til dine funktionsnedsættelser, så du kan få trænet kroppen til enten at forbedre, vedligeholde eller hindre yderligere funktionsnedsættelse. 

 

Ridefysioterapi er omfattet af ordningen om vederlagsfri fysioterapi, og er en lægehenvist behandling. Ud over at have en diagnose, som tilhører en af 4 nedenstående grupper, er der forskellige andre kriterier, som skal være opfyldt. Egen læge kan informere mere herom. 

Følgende 4 grupper er berettigede: 

 

1. Personer med medfødte eller arvelige lidelser. F.eks. muskelsvind, rygmarvsbrok, spastiske lammelser (cerebral parese) Spiel-meyer-Vogts syndrom m.fl.

2. Erhvervede neurologiske lidelser. F.eks. polio, dissemineret sclerose, parkinsonisme, paraplegi, følger efter polyradiculitis og andre neuropatier samt vaskulært betingede neurologiske lidelser (apopleksi).

3. Fysiske handicap som følge af ulykke. Herunder para/tetraplegi efter læsion af rygmarven, større amputationer etc. (Det bemærkes, at personer med følge efter fjernelse af bryst ikke er omfattet er ordningen).

4. Nedsættelse af led og/eller muskelfunktionen som følge af inflamatoriske gigtlidelser. F.eks. kronisk leddegigt, psoriasis-gigt, MB. Bechterew m.fl.

Herudover er blinde og svagtseende, personer med Downs Syndrom, autisme eller cystisk fibrose m.fl. berettiget (de sidste efter regionernes særskilte beslutninger). Behandlingen er delvist betalt af sygesikringen.

 

Opsadling m.v. står hjælpere for. Du har mulighed for enten at komme på hesten fra jorden, fra en skammel, fra vores rampe, eller at blive liftet på hesten. Dette vurderes ud fra dine specifikke behov. Det samme gælder når du skal af hesten. 

 

Der er mulighed for at ride med bagrytter, sidestøtte, hjælper til at trække hesten, eller at ride selv. Dette vurderes ud fra dit træningsbehov og vores sikkerhedsmæssige foranstaltninger. 

 

Når du kommer til ridefysioterapi, skal du fremvise sygesikringsbevis, der skal registreres på min computer. Det er for at regionen kan se, at du er mødt op til din behandling. 

Påklædning skal være efter vejret og hellere for meget tøj end for lidt. Man skal ALTID have lange bukser på, sko med hæl og ridehjelm. Bukserne må ikke være glatte. 

Vi vil både ride i ridehuset, hvor vi laver specifikke øvelser eller ud i naturen. 

Rideerfaring er ikke påkrævet.

Afbud skal ske inden kl 18 dagen inden du skal ride. Dog kan man melde afbud pga sygdom senest kl 08 den dag du skal til behandling. Hvis der ikke meldes begrundet og rettidigt afbud, så får man en bøde på 200 kr. 

Husk det er en lægehenvist behandling, så derfor er der mødepligt.

 

Ønsker du at modtage ridefysioterapeutisk behandling, så kontakt mig på tlf: 28991944

Ridehal, rampe og rytterstue på Vasehus Ridecenter